Det er blevet mandag d. 26. og tid til at forlade Los Angeles.

Vi har pakket bilen og fundet badetøjet frem.

Inden vi tager helt afsked med Los Angeles, vil vi ud og se den ikoniske mole “Santa Monica Pier” med forlystelsesparken “Pacific Park” og dyppe os i Stillehavet sammen med pelikanerne.

I forhold til både Atlanterhavet og diverse hotelpools er Stillehavet MEGET koldt, så efter en hurtig badetur sætter vi kursen nordpå ad Highway 1, der går langs kysten. (Det er på mange måder noget HELT andet, end turen langs Strandvejen).

Efter et stykke op ad kysten kører vi lidt ind i landet til en lille by, der hedder “City of Thousand Oaks”. De 1.000 ege så vi ikke meget til, men det er en hyggelig og pæn, lille by, der bl.a. huser en “Best Buy” (Lidt i stil med El-Giganten). Efter dér at have købt en Samsung Google Chrome-Book (Bærbar Computer), melder sulten sig, og på den anden side af gaden ligger der en “Hooters”, hvor vi snupper en sen frokost..

Derfra kører vi videre nordpå, og efter et stykke tid møder vi et skilt mod Solvang, som mange har anbefalet os at se, så vi finder en p-plads til bilen.

Der er virkelig hyggeligt i Solvang. Det minder vist mest af alt om Svendborg. Der er bagerier med dansk wienerbrød, danske retter på restauranternes menukort og bygninger i bindingsværk.

Efter en rundtur i bymidten ruller vi videre nordpå, men turen til San Fransisco vil ifølge GPS’en tage ca. 6 timer, og da det efterhånden er blevet henimod kl. 18:00, er der kun 2 timer til solen går ned, så vi sætter kurs mod et Holiday Inn-hotel, så vi ikke skal køre ad Highway 1 i mørke. Derudover har vi først hotel i San Fransisco fra d. 29.

(Belært af erfaringerne med at finde hotel i Los Angeles har vi booket hotel i San Fransisco, så vi ikke skal til at lede efter logi, når vi kommer frem, hvilket dog heller ikke var uden udfordringer. I USA fejrer man Labour Day i den kommende weekend, og så er der rift om værelserne).

Næste morgen kører vi videre – og her byder turen på smalle og snørklede bjergveje op langs kysten. Til den ene side er der stejle bjergsider ned mod vandet og til den anden er der stejle bjergsider med advarsel om risiko for stenskred og foran os kører en stor lastbil med materialer til vejarbejde. Lastbilen holder ind ved den første vigeplads og lader de bagved kørende komme forbi, og vi holder ind lidt længere fremme ved et udsigtsplateau, hvor man kan se søelefanter. Da vi stiller bilen fra os, myldrer en flok egern os i møde.

Efter en kort pause kører vi videre nordpå og efter et stykke vej viser et skilt mod “Hearst Castle”, som vi svinger ind forbi. Hearst Castle blev bygget for avismagnaten William Randolph Hearst i 1919. Efter hans død blev det i 1957 overdraget til den Californiske stat, og fungerer nu som nationalpark med guidede ture på slottet samt udstilling af kunst og antikviteter. De guidede ture er opdelt i hhv. “Suites”, “Bedrooms”, “Kitchens and Servant Quarters” og hver tur koster 25-30 USD pr. person, men vi har jo et hotel, der venter i San Fransisco, så vi må videre.

Efter en strækning med hårnålesving og mere vejarbejde kommer vi ud på Highway 101, der leder os direkte ind i San Fransiscos myldretid og frem til hotellet, som egentlig er et stort byhus med udlejning af separate værelser. Imidlertid var der ikke flere pladser på selve hotellet, så vi blev forvist til et separat hus, hvor vi fik en hel hotellejlighed med eget køkken og bad for os selv.

Morgenen den 24 begav vi os fra hotellet mod Los Angeles. Den super seje Ford Mustang Cabriolet ventede på os… Vi fandt hurtigt ud af Las Vegas. Det er overraskende så hurtigt det bliver ørken.

Et godt stykke ude så vi et skilt mod en Ghost Town og det måtte vi bare prøve. Vi fandt den ikke men til gengæld fandt vi en lille bitte trailerpark by, et sted turister ikke kommer.

Derefter kørte vi afsted ud over ørkenen og mand det er øde og varmt. Vi stoppede ved et Info center, og den korte tid i varmen brændte det virkeligt.

På vejen igen og øde strækninger over alt. Pludselig så vi et skilt til Calico. En gammel mineby som havde enorm charme. Man kunne klart mærke guldgraver stemningen stadigt. Flotte gamle huse, folk der var klædt ud og diverse souvenir butikker over alt. Men det var en stor oplevelse som man bør unde sig.

Det blev mere bakket, grovere og grovere natur og pludselig var vi i bjergene omkring Los Angeles. Trafikken tog til og vi holdt en del i kø. Vi havde ikke bestilt hotel så vi fik kørt en del rundt. Vi havde fundet et rabathæfte, men værelserne var enten optaget eller også var rabatten på værelser i hverdagen, for én person, mod gården eller andre undskyldninger. Da vi endeligt fandt noget, var vi godt trætte og hoppede direkte i seng.

Så kom dagen hvor vi endelig kom op at flyve. Vi har begge længe ønsket at flyve helikopter, og her fik vi så muligheden for både at flyve en tur og at se Grand Canyon, Hover Dam og det smukke ørkenlandskab rundt om Las Vegas. Efter en kort introtur satte vi os til rette i maskinen. Take-off er en underlig følelse. Man hænger en meter over jorden og flyver så langs en vej ud mod en åben plads… Det hele er lidt som at lette med en flyver, bort set fra at man stiger en del hurtigere til vejr. Man skulle tro den var mere ustabil, men den holdt sig godt i luften. Det gav propper når han steg og sank men er det en fantastisk oplevelse.

At flyve så tæt over byens tage og se de små mennesker rende rundt. At suse ud mod horisonten og se ud over vidderne det er bare en stor oplevelse. Det første vi så var en af de mange søer, derimellem Lake Mead. Derefter fløj vi over øde byer, så små dyr flygte fra maskinen og nåede derefter Hover Dam. Det er godt nok et smukt syn, når man flyver tæt om den enorme menneskabte konstruktion. Lige inden vi nåede til Grand Canyon satte piloten titelmelodien til Indiana Jones på i høretelefonerne, og det syn som mødte os var intet mindre end storslët! Vi fløj ned mellem de høje bjergsider og følelsen af at være lille var der ingen diskussion om. Vi fulgte en flod i bunden og endte oppe over det hele og begyndte turen hjemad. Først skulle maskinen tankes op igen og så fløj vi hjem mod solnedgangen som spejlede sig i Lake Mead og mod tilbage Las Vegas.

Da vi nåede til byen fløj vi over The Strip og så hele gaden oplyst fra oven. Det er simpelthen så imponerende et syn og igen var vi mundlamme.

Billederne er i omvendt rækkefølge. De første er af The Strip og de sidste er hvor vi letter…

Vi fløj fra Dallas til Las Vegas med Spirit Airlines. Meningerne om selskabet er delte. Det ER et lavprisselskab, men man får, hvad man betaler for. Vi havde i forvejen betalt for en kuffert pr. person og valgt plads på flyet, så vi havde ingen problemer, men amerikanerne selv havde større forventninger og havde mere bagage, som de ikke havde anmeldt, og det kom de til at betale for.

Ca. tre timer senere havde vil fået udleveret vores bagage i Las Vegas (Hvor tidsforskellen til Danmark er 9 timer)  og sprang, efter at have købt billet, på bussen til hotellet. Vi havde, efter råd fra en af Sørens nu forhenværende kolleger, valgt MGM Grand Hotel, og var spændte på, om der nu også var plads, når vi kom frem. (Alle – eller langt de fleste – signatur hoteller i Las Vegas er ejet af MGM – Metro Goldwyn Mayer).

MGM Grand, Las Vegas

Der var plads, og vi fik værelse i “Grand-fløjen”  på 27. etage med udsigt over “The Strip” (Gaden, hvor det hele sker i Las Vegas).

Efter udlevering af nøglen skyndte vi os op på værelset og efter at have rullet gadinerne fra, mødte der os et fantastisk syn.
Udsigten var bjergtagende.

Straks derefter skyndte vi os ned og ud i den varme aften, for at indtalere stemningen (og de 39 gr.C.).

Der var trængsel overalt og lysskilte blinkede i takt og modtakt. På en og samme gang både imponerende og forstyrrende, så vi købte os noget at spise og drikke og vendte hjem til hotellet for at nyde synet fra 27. sal og orientere os om byens mange tilbud og muligheder.

Næste morgen startede vi, efter morgenmaden (som vi indtog på en cafe udenfor hotellet) med at stå i kø ved Conciergen. Fik bestilt tur til Grand Canyon mm. med helikopter. Derpå tog vi med monorail ud for at opleve byen og dens mange hoteller og indkøbscentre.

Om aftenen nød vi springvandet foran Hotel Bellagio. Et helt fantastisk og bevægende syn.

Bagefter tog vi tilbage til hotellet, hvor vi på Rainforrest Cafe spiste en superlækker middag omgivet af akvarier med klovnefisk og springvand.

Næste morgen prøvede vi buffeten på hotellet, og hold da helt op, hvor var den omfangsrig og velassorteret. Det var vist godt for figuren, at det var den eneste gang, vi købte morgenmad på hotellet.

Derefter tjekkede vi ud, og tog ud efter bilen, der skulle bringe os fra Las Vegas.

Kl. 17:10 (Las Vegas tid) bliver vi hentet og kørt ud til helikopteren. Tiden indtil da har vi brugt foran spillemaskinerne, og er på nuværende tidspunkt blevet erfaringer/oplevelser rigere og indskuddet fattigere.

Efter at have sat mor af i Miami lufthavn, begav vi os med tog mod Fort Lauderdale lufthavn, hvor vores fly skulle afgå. Heldigvis først 8 timer senere.

To metroer og et tog senere ankom vi i lufthavnen, en ret kedelig en af slagsen. De næste mange timers ventetid blev brugt på at se TV serier, spise, drikke og sove. Flyet var forsinket og efter en flyvetur med to skrigende unger bag os, og en enorm mand som fyldte, foran os, ankom vi til Dallas. Efter at have hentet bilen (Havde bestilt en Ford Focus, men endte med en Chevrolet Equinox) og fundet hotellet, hoppede vi i seng kl 3 om natten.

Næste dag i kørte vi mod det forjættede Plano, hvor Southfork Ranch ligger. Denne ranch kender i helt sikkert fra tv-serien Dallas, og sikke en oplevelse. Fantasktisk rundvisning og super sjovt at se værelserne og specielt poolen. Vi købte lidt sjove ting i deres gift shop og kørte lykkelige derfra. Det kan vi virkeligt anbefale!

Så kørte vi mod JFK Memorial og stedet hvor John F Kennedy  blev skudt. Spændende at se bygningerne og føle konspirationsteorierne svirre. Der var mange gadesælgere som mente, de kendte sandheden om, hvorfor han blev skudt og af hvem. Derfra kørte vi hjem og fik slappet af.

Sidste dag i Dallas stod på et besøg i en stor elektronikkæde ved navn Best Buy, Walmart og aflevering af bil. Dallas er virkeligt et dejligt sted, her er en god og imødekommende bondsk-olie-rig-sydstats-bøfspisende-cowboy stemning.

Hej derhjemme. I er ikke glemt, vi har bare ikke haft mulighed for at oploade billeder i et stykke tid. Bare roligt, der skal nok komme en masse fra os igen.

Der kommer flere senere…

Du har din egen vej her hva?

Fra Orlando tog vi afsted mod Cape Canaveral hvor vi så affyringsramper til de helt store raketter og badede i havet første gang. Fantastisk at se de høje raket affyringsramper i det fjerne og ligge i det lune, salte, vand.

Derefter kørte vi mod Fort Lauderdale. Efter en køretur på tre timer kom vi til hotellet som desværre var fuldt booket. De henviste os til et andet hotel to gader væk og der var plads. Dejligt hotel med to pools. Vi kunne ikke overnatte i det ene værelse begge nætter og ville få et godt værelse anden natten. Der blev noget ballade da hende som havde værelset vi skulle bo i, fik at vide hun skulle flytte, hun havde jo betalt med penge… Fjollede russer. Nå men vi fik en suite i stedet og det var jo dejligt. Dog var der fest og glade dage på hotellet og det trak lidt ned.

Fort Lauderdale var fantastisk, dejlige farver og dejlig stemning, og sikke en stor flot strand. Det er et virkeligt tolerant sted, alle er velkommen, men det kan også betale sig når homoseksuelle ligger omkring 800 millioner dollars om året. Mors sidste dag blev brugt på en dejlig køretur gennem Miami med udsyn til store huse og endnu større yachts. Nu nyder vi endnu engang en pool, denne gang på Hotel Sofitel. Afskedsmiddagen blev nydt på restaurant “94th aero squadron”! som havde 50-ernes fly som tema, med udsigt over lufthavnen. I morgen flyver mor hjem og vi flyver mod Dallas.