Det er blevet mandag d. 26. og tid til at forlade Los Angeles.
Vi har pakket bilen og fundet badetøjet frem.
Inden vi tager helt afsked med Los Angeles, vil vi ud og se den ikoniske mole “Santa Monica Pier” med forlystelsesparken “Pacific Park” og dyppe os i Stillehavet sammen med pelikanerne.
I forhold til både Atlanterhavet og diverse hotelpools er Stillehavet MEGET koldt, så efter en hurtig badetur sætter vi kursen nordpå ad Highway 1, der går langs kysten. (Det er på mange måder noget HELT andet, end turen langs Strandvejen).
Efter et stykke op ad kysten kører vi lidt ind i landet til en lille by, der hedder “City of Thousand Oaks”. De 1.000 ege så vi ikke meget til, men det er en hyggelig og pæn, lille by, der bl.a. huser en “Best Buy” (Lidt i stil med El-Giganten). Efter dér at have købt en Samsung Google Chrome-Book (Bærbar Computer), melder sulten sig, og på den anden side af gaden ligger der en “Hooters”, hvor vi snupper en sen frokost..
Derfra kører vi videre nordpå, og efter et stykke tid møder vi et skilt mod Solvang, som mange har anbefalet os at se, så vi finder en p-plads til bilen.
Der er virkelig hyggeligt i Solvang. Det minder vist mest af alt om Svendborg. Der er bagerier med dansk wienerbrød, danske retter på restauranternes menukort og bygninger i bindingsværk.
Efter en rundtur i bymidten ruller vi videre nordpå, men turen til San Fransisco vil ifølge GPS’en tage ca. 6 timer, og da det efterhånden er blevet henimod kl. 18:00, er der kun 2 timer til solen går ned, så vi sætter kurs mod et Holiday Inn-hotel, så vi ikke skal køre ad Highway 1 i mørke. Derudover har vi først hotel i San Fransisco fra d. 29.
(Belært af erfaringerne med at finde hotel i Los Angeles har vi booket hotel i San Fransisco, så vi ikke skal til at lede efter logi, når vi kommer frem, hvilket dog heller ikke var uden udfordringer. I USA fejrer man Labour Day i den kommende weekend, og så er der rift om værelserne).
Næste morgen kører vi videre – og her byder turen på smalle og snørklede bjergveje op langs kysten. Til den ene side er der stejle bjergsider ned mod vandet og til den anden er der stejle bjergsider med advarsel om risiko for stenskred og foran os kører en stor lastbil med materialer til vejarbejde. Lastbilen holder ind ved den første vigeplads og lader de bagved kørende komme forbi, og vi holder ind lidt længere fremme ved et udsigtsplateau, hvor man kan se søelefanter. Da vi stiller bilen fra os, myldrer en flok egern os i møde.
Efter en kort pause kører vi videre nordpå og efter et stykke vej viser et skilt mod “Hearst Castle”, som vi svinger ind forbi. Hearst Castle blev bygget for avismagnaten William Randolph Hearst i 1919. Efter hans død blev det i 1957 overdraget til den Californiske stat, og fungerer nu som nationalpark med guidede ture på slottet samt udstilling af kunst og antikviteter. De guidede ture er opdelt i hhv. “Suites”, “Bedrooms”, “Kitchens and Servant Quarters” og hver tur koster 25-30 USD pr. person, men vi har jo et hotel, der venter i San Fransisco, så vi må videre.
Efter en strækning med hårnålesving og mere vejarbejde kommer vi ud på Highway 101, der leder os direkte ind i San Fransiscos myldretid og frem til hotellet, som egentlig er et stort byhus med udlejning af separate værelser. Imidlertid var der ikke flere pladser på selve hotellet, så vi blev forvist til et separat hus, hvor vi fik en hel hotellejlighed med eget køkken og bad for os selv.





































































