Mod lufthavnen og en enkelt overnatning

Onsdag (16.10.2024)

Da vi ikke var sikre på trafikken i Tokyo, havde vi hjemmefra booket den sidste overnatning i Japan på Hotel Mystays Narita, ca. 10-15. min fra lufthavnen, af frygt for at komme til at sidde i et tog eller en taxa, der ikke kører.
(Togene i Japan kører til tiden – DSB/BaneDanmark kunne virkelig lære noget – så vores frygt viste sig at være ubegrundet).

Pakket og klar efter sidste morgenmad på Hotel APA Ryogoku, begav os mod lufthavnshotellet Mystays Narita.

Turen dertil (65 km.) kan gøres med tog (med 3-4 skift), eller med taxa (til fastpris på 19,000 Yen = 871,00 DKK). Vi fandt frem til, at det letteste/billigste/hurtigste ville være at tage en taxa fra hotellet til Nippori Station (2.900Yen = 133,00 DKK), og derfra videre med tog til lufthavnen (1.280Yen‎ = 58,79 DKK) Tidsmæssigt ville det være ca. det samme, om vi tog taxa hele vejen eller kombinationen taxa/tog).

I lufthavnen tog vi hotellets shuttle-bus frem til hotellet.

På hotellet blev vi installeret på værelset og gik derpå ud for at finde noget eftermiddagskaffe. Vort mål blev det nærliggende Hilton hotel. På vejen stødte vi på et par flotte edderkopper, de er noget større end hjemme, og vi lover ikke at tage nogen med hjem.

Efter kaffen gik vi tilbage til “vores” hotel, hvor vi havde svømmepølen helt for os selv, og efter et par baner i pølen og lidt læsning ved pool-siden, gik vi op for at finde noget at spise.

På hotellerne i Japan er opstillet Micro-ovne i fællesarealerne, så man kan få varmet en af de mange færdigretter, der kan købes enten i supermarkederne rundt omkring eller på hotellet.

Efter aftensmaden skal vi have styr på bagagen, så vi er klar til at flyve til Auckland torsdag.

Skriv en kommentar