Torsdag (17.10.2024)
Efter morgenmaden tjekkede vi ud fra hotellet og tog med hotellets shuttlebus til lufthavnen.

Efter lidt forvirring hos lufthavnspersonalet over stavemåden på billetten i forhold til i passet (det danske Ø) og i indrejse-tilladelsen til New Zealand (NZeTA) lykkedes det at få udskrevet boardingpass og komme gennem Security.

Flyet lettede fra Tokyo Narita Airport kl. 19:45 og ankom i Auckland fredag (18.10.2024) kl. 09:52 (ca. 20 min. tidligere end planlagt). Efter at have fået udleveret bagagen skulle vi igennem Immigration, Paskontrol og Toldkontrol. (Arbejdsløsheds-%’en i New Zealand er på 4,6% og med de mange personer, der er beskæftiget med at vise vej fra den ene funktion til den næste – og dem, der er beskæftiget ved de enkelte funktioner, giver det mening).

Udenfor ankomsthallen fandt vi frem til bussen, “Skybus”, der kører fra lufthavnen til Auckland Centrum. Det tog ca. 40 min., og kostede ca. 20 NZD ‎ = 83,38 DKK pr. person. (Der var også en alternativ SuperShuttle – Toyota HiAce med kuffert-anhænger, til samme pris – men da Bussen kom først, blev det den, vi tog).

Bussen holder ved siden af Sky Tower (Udsigtstårnet i byen), og derfra gik vi de sidste 4-500 meter til hotellet.
Efter en kort ventetid på hotellet, fik vi udleveret nøglen til værelset på 12. sal. og da vi havde fået pakket ud, susede vi ned i byen og op i Sky Tower.

Det var nogenlunde skyfrit – og da de havde lovet skyet vejr dagen efter, syntes vi, det var bedst at tage op i tårnet med det samme.
Vi KUNNE have sparet et par dollars ved at have købt billetterne online (fandt vi ud af bagefter). Derfor kostede det 42 NZD ‎ = 175,10 DKK at komme op i tårnet.
Det var muligt at købe tillæg til billetten, bestående af “outside-walk” på tårnet eller “Sky-Jump” (Vi undlod begge dele).

Da vi stod og nød udsigten kom der en person flyvende ned forbi vinduet, som tydeligvis havde købt tillæg til billetten og derfor kunne tage turen ned på ydersiden af tårnet (192 meter / 53 etager på 11 sekunder).

Derfra tog vi elevatoren yderligere 7 etager op til 60. etage (Sky Deck), hvor udsigten var ligeså fantastisk.

Derefter var det blevet tid til aftensmad, så jagten gik ind. Butikker og restauranter lukkede kl. 17:00 – i alle fald i den del af centrum, vi gik rundt i, så menuen kom til at stå på pizza – og det var nu også ganske rart efter 14 dage med sushi og andre asiatiske retter. (Anbefalingen herfra er derfor, at gå ned til havnen i stedet, for der ligger restauranterne, der har åbent længere).

Næste morgen (lørdag 19.10.2024) gik vi efter morgenmaden ned til togstationen Britomart og tog toget til New Market Station.

(Det virker til, at meteorologerne i New Zealand bruger samme forudsigelses udstyr som de danske meteorologer, for selvom de havde lovet skyer og byger, blev det det skønneste vejr).

Derfra gik vi til Westfield Shoppingcenter, hvor vi endte på deres tagterrasse.

Derfra gik vi tilbage mod hotellet

Vi fortsatte ad Broadway, hvor vi i vores jagt på en julekugle fra New Zealand stødte på en Pop-Up-Julebutik (De havde ingen julekugle), og derfra videre ad Parnell Road gennem forstaden Parnell, indtil vi ved den gamle havnefront gik op gennem Albert Park.

På pladsen foran Ellen Melville Centre (Ellen Melville var en prominent advokat, politiker og kvindesagsforkæmper i New Zealand) gav en flok unge fra et asiatisk land, koncert.

Vel hjemme på hotellet gjorde vi brug af hotellets eat-in-menu, da vi efter 9,1 km. vandretur op og ned ad bakkede gader ikke orkede at skulle ud at lede efter aftensmad.

Søndag (20.10.2024) valgte vi at gå ned til havnen for derfra at tage en af bådene ud til Devonport.
Sejlturen tager ca. 20 min. og stemningen her var langt hyggeligere.
Vi tilbragte et par timer med at gå rundt og se byen og snuppede en croissant på havnemolen, inden vi tog båden tilbage til Centrum. Derfra gik vi en tur over i Lystbådehavnen, der er den største lystbådehavn på den sydlige halvkugle.

Efter en tur rundt på havnen gik vi tilbage og hvilede fødderne på hotellet, inden jagten på aftensmaden gik ind.

Efter lidt fodfejl første aften med at finde en restaurant, landede vi denne aften på Restaurant Lord Nelson, der er en af de ældste restauranter (etableret i 1978), hvor valget faldt på en god bøf.
På vejen hjem til hotellet kom vi forbi en plads, hvor Diwali Festivalen var på sit højeste.

Aftenens sidste timer blev brugt på at pakke og gøre klar til tjek ud næste morgen, hvor vi skulle ud og hente udlejningsbilen i lufthavnen.