Mandag (21.10.2024)
Sidste morgenmad på hotellet blev afsluttet, hvorefter vi tjekkede ud og fandt vej tilbage til SkyTower, hvor bussen mod lufthavnen holdt.

Da vi ankom til lufthavnen fulgte vi skiltene mod CarRental (og vejledningen modtaget pr. mail), kun for at finde ud af, at CarRental er flyttet ud af kontorerne (midlertidige barakker ved siden af p-pladserne med udlejningsbiler) og tilbage ind i ankomsthallen.

Efter papirarbejdet (og reservation af ekstra 400 NZD på kreditkortet – selvom billetten var forudbetalt), fik vi udleveret nøglen til bilen og besked på, at gå over til de førnævnte barakker, ved p-pladserne for udlejningsbilerne. (Frem og tilbage viste sig at være mere end dobbelt så langt).

Bilen (en Sort Ford Escape Hybrid – som svarer til en Ford Kuga i Danmark) havde kun kørt 2.400 km., så den var næsten ny.

Kufferterne ind og så afsted mod Hobbiton (filmset til filmatiseringen af “Ringenes Herre” og “Hobbitten”-trilogierne), hvor hobbitterne, herunder hovedpersonen Frodo, bor.
Settet blev oprindeligt bygget midlertidigt til “Ringenes Herre”, men blev senere genskabt i mere permanente materialer til “Hobbitten”-filmene og ligger på en fårefarm, ca. 160km fra Auckland.

Fra p-pladsen ved hovedbygningen blev man i bus kørt ud til Hobbit-hullerne, hvor vi så gik rundt ad stierne gennem hobbit-byen. Turen sluttede med et glas øl på “The Green Dragon Inn”, overfor vandmøllen, (inklusive i prisen på 120 NZD = 500 DKK) og derfra blev vi kørt i bus kørt tilbage til p-pladsen.

Måske man på ny skal forsøge sig med at se både Ringenes Herre og Hobbit-trilogien og/eller tv-serien “Magtringene” (The rings of power).

Fra Hobbiton gik turen videre til Taupo, (en køretur på ca. 120 km) hvor vi havde lejet et hus med udsigt over Taupo-Sø (Søen er angiveligt på størrelse med Singapore eller 616 km2 og 186 m dyb).
Da vi havde tømt bilen, gik jagten på aftensmad ind og i et nærliggende supermarked fandt vi en stegt, varm kylling, som vi kunne nyde i solnedgangens skær.

Næste morgen (Tirsdag 22.10.1024) var kursen lagt mod Wellington (ca. 375 km.) En tur, der i New Zealand tager ca. 5 timer. Vejene er temmelig snoede og meget op- og nedad bakker.
Inde omkring de større byer er vejene to- og tresporede med max. hastigheder på 100-110 km/t., mens de uden for byerne mest af alt minder om landevejene hjemme. Det til trods er hastighedsgrænsen på 100 km/t., hvilket kurver og stigninger/fald taget i betragtning synes at være i den høje ende.

Undervejs til Wellington stødte vi på flere vejarbejder (og vejenes beskaffenhed taget i betragtning, var det tiltrængt).

Det siges at der er 26 millioner får i New Zealand, og vi så en god del af dem. MEN vi vil vove at påstå at der er flere orange kegler i forbindelse med vejarbejde.

Fremme i Wellington fik vi placeret bilen i hotellets garage og udleveret nøgle til værelset, og derpå ud og opdage byen. Turen bragte os ned til havnefronten.
I vores forsøg på at finde aftensmad fandt vi frem til “The Tasting Room”, (et sted i engelsk pub-stil med tilsvarende stemning), hvor valget faldt på – naturligvis havde jeg nær sagt – “Beef Wellington”, der blev ledsaget af en “Badass Weissbier”, men der var også et bredt udvalg af forskellige andre øl og spiritus.

Næste morgen (Onsdag 23.10.2024) kørte vi efter morgenmaden mod Napier. (Ca. 320 km. og en køretid på ca. 4-5 timer).
På vejen til Napier kom vi gennem Dannevirke, hvor vi gjorde holdt.

Dannevirke blev grundlagt i 1872 af danske, norske og svenske immigranter, der bosatte sig i området som en del af et større skandinavisk koloniseringsprojekt, som en skovhuggerkoloni, da immigranterne hjalp med at rydde store skovområder til landbrug.

Efter kaffe og lidt at spise fortsatte vi mod Napier, hvor vi havde booket plads på “Anchorage Motor Lodge”, lige ned til havnen.

Efter tjek-ind tog vi på besigtigelse i Napier, der er kendt for sin unikke arkitektur, vinproduktion og smukke kystlinje.

Byen blev næsten totalt ødelagt af et jordskælv i 1931, hvorefter byen blev genopbygget i Art Deco-stil, som var populær på det tidspunkt, hvorfor det er en af verdens bedst bevarede Art Deco-byer med en særlig charme, farverige bygninger, geometriske former og retro-æstetik.

Napier er også centrum for vinproduktion i Hawke’s Bay, som er en af de vigtigste vinregioner i New Zealand. Området er især kendt for sine rødvine som Merlot og Cabernet Sauvignon samt friske hvidvine som Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Med sin kystnære beliggenhed byder Napier på skønne strande og en flot havnepromenade.

Der er ingen tvivl om, at den ene nat i Napier var alt for lidt.

Dagens aftensmåltid indtog vi på en sportspub ved havnen overfor hotellet, hvor de lokale havnebisser drak deres fyraftensøl til et spil pool.

Torsdag (24.10.2024) begav vi os tilbage mod Auckland, hvor bilen skulle returneres inden kl. 16:30.

Turen tager for de ca. 420 km. op mod 6 timer, selvom noget af vejen var på to-sporede Expressways.

Vi havde fået anbefalet at besøge et outletcenter i udkanten af Auckland, så vi lavede en lille afstikker, inden vi kørte mod lufthavns hotellet.
(Outletcenteret i Auckland kan man efter vores opfattelse sagtens springe over, faktisk er det i Ringsted bedre, men så sparede vi de dollars).

På hotellet smed vi bagagen på værelset, og kørte til lufthavnen for at returnere bilen, og netop da vi stod ud af bilen, kom vi i tanker om, at den skulle returneres med fyldt tank, hvis man ville undgå udlejningsselskabets gebyr – så afsted igen og fylde tanken op.

Vi nåede at aflevere bilen i tide, og uden skader. (Ezi Car Rentals lever fuldt ud op til deres mange anbefalinger, så endnu en herfra).

Derfra tog vi shuttle-bussen tilbage til hotellet, og dyppede os i poolen, inden vi gik i restauranten og bestilte aftensmad til den sidste aften i New Zealand.

Fredag (25.10.2024) går turen fra Auckland via Los Angeles tilbage til København, hvor vi lander lørdag omkring middagstid.

Det er skønt at se at hjulet til flyet ligger lige der, og måske, måske ikke skal skiftes. Og godt de får tanket ordentligt.

I USA skulle vi lige igennem den hurtigere og måske vigtigere immigrationskontrol.

Vi har nydt turen og ferien, men nu bliver det rart at komme hjem – og søndag skal vi hente pelsdyrene fra pensionen.

Tak fordi I har fulgt med.

Bedste hilsener
Jan & Søren