Morgenmaden blev indtaget på hotellet. Tjek-ud senest kl. 10:00 blev nået i fin mellemtid.
Billet fra hotellet til Osaka Station og dér skift til tog mod Kyoto. På en af metro-perronerne var der dedikerede kø-steder kun for kvinder, men de ledte så ind i vogne, hvor der ikke var kønsopdeling.
Det (kønsopdelte vogne) var der så til gengæld på Kyoto station (uden vi fandt angivelse/oplysning om det andre steder end på togvognen). Årsagen til kønsopdelingen har vi ikke undersøgt nærmere, men der har været sager med kvinder som er blevet gramset på.
Turen til Kyoto forløb i ro og mag, med udsigt til en næsten skyfri himmel.
På Kyoto station skulle vi finde spor 32-33. I modsætning til andre toglinjer skulle vi ikke købe billet fra Kyoto til Tambaguchi, men først ved udgangen ved endestationen købe en tillægsbillet.
Ved Tambaguchi stationen lå en kiosk, og de har noget af et udvalg. Alt bimler og bamler og du kan få næsten alt.
oplus_1048576oplus_1048576oplus_1048608
Derfra var der 6-7 min. gang til hotel S-Peria, hvor vi ankom kl. 11:30. Tjek ind var først mulig kl. 15:00 så vi fik lov at vente i Vestibulen/Lobbyen til klokken blev 15:00.
Det var der også mange andre, der gjorde, så da klokken blev 15:00, blev der nærmest kapløb til skranken for at tjekke ind.
Vi var tættest på (og retfærdighedsvist skal siges, at vi også var de første), så vi var de første, der fik udleveret vores nøgler til værelset.
Bygningerne herude er ikke så høje som i Osaka, så fra et værelse på 10. sal er vi her placeret på 4. sal.
Toiletterne er automatiseret, og her i en sådan grad, at der måtte en oversættelse til for betjening.
Efter at være blevet indlogeret og installeret gik turen ud at spise. På vejen fra stationen til hotellet så vi en restaurant med running sushi, som blev målet for aftensmaden.
Der var mange andre, der havde fået samme brilliante ide. Ved indkørslen til p-pladsen stod en mand og dirigerede trafikken med lysende stave (som set i lufthavnen, når de taxier fly til gaten).
Inde i restauranten skulle man angive om det var eat-in eller take-away og antal personer. Derpå fik man et nummer – og så måtte man væbne sig med tålmodighed og vente til ens nummer blev kaldt frem på skærmen. (Det er lidt grænseoverskridende, når “nu betjenes” viser 994, og ens nummer er 1130).
Det gik nu forholdsvis hurtigt, og når nummeret blev kaldt frem, scannede man sit nummer og fik af maskinen anvist et bord.
Ved bordet bestilte man via en skærm, og derefter kom det man havde bestilt direkte ind på sidesporet ved ens bord.
Når man var færdig med at spise, var maden registreret på bord nummeret og så var det bare at gå til kassen og scanne og betale. Det eneste personale, der var, var køkkenpersonale og dem, der tog ud af bordene samt den person, der udleverede take-away-ordrene.
10 min. gang tilbage til hotellet, og så var det tid til aftenkaffe og på hovedet i seng.
Ledningerne er sikkert nemme at finde rundt i for de indviede
oplus_1048608
Take Away er faktisk ret billigt og fantastisk
Når man kommer ude fra regnen med en paraply, er det vigtigt at den stilles udenfor. Ellers skal den tørres eller i en maskine som denne, hvor man kan få en plasticpose om.
Kagerne er super flotte hernede!
Smukke blomster de fleste steder i byen
Vi overværede også skolernes motionsdag, eller de øvede vist bare
oplus_1048576
Der er noget meget dystopisk over sådan en tom legeplads
Politiet cykler!
Hvis nu man har for mange faldskærms tv hjemme, kan man jo bygge et juletræ.
oplus_1048608
Køkultur er fantastisk her i Japan
oplus_1048608
Der har de sidste par dage været korfestival i tv…
Crocs er og bliver de grimmeste sko på markedet, og butikken har et bredt, grimt udvalg OG små dimser man kan smykke sine sko med.
Der er spillehaller over alt, og da vi gik forbi en kl. 10 om formiddagen, var der godt med mennesker på en hverdag.
Søren har en våbenbutik i Tokyo han ikke har fortalt om før…
Man ser tit Gocarts i Tokyos gader.
New Zealand
Cirkel K findes også i New Zealand, men blot som kiosk.
Træerne er store og smukke hernede.
oplus_1048576
Butikkerne er virkeligt trimmede!
oplus_1048608oplus_1048608oplus_1048608
Dansk ost er ret stort i New Zealand, dog koster sådan en lille ost hvad der svarer til 55.62 kr.
oplus_1048608
Vi suste forbi et hotel på en bakke, med en rutsjebane helt ned i søen. Det må være sjovt at prøve!
Lørdag, (05.10.2024) Stille start på dagen med morgenmad og planlægning af dagens “to-do’s”.
Klog af andres skade (politikere og andre, der har brændt rigtig mange penge af på roaming-afgifter), skal man i indstillingerne på telefonen slå mobildata fra. Det medfører så, at det med at finde vej på Google Maps udenfor wifi-zonerne, bliver lidt af en udfordring. Bevares – man kan downloade dele af maps til telefonen, så man har et kort over et bestemt område på telefonen uden at bruge data.
Alternativt kan man rundt omkring købe et sim-kort med forudbetalt data eller (hvis telefonen kan håndtere det) downloade et esim-kort til telefonen.
Jan valgte sim-kortet (5GB i 10 dage for 3.000 Yen = 137,02 DKK) og jeg valgte esim-kortet. Jeg valgte 30 dage og 3GB data, (til 8,50 USD = 57,50 DKK) og de 75% af de 3GB er opbrugt her til morgen, så hvis man kaster sig ud i den slags, så køb rigeligt med data.
Morgenens gøremål blev derfor udvidet med genopfyldning af data (10 GB for 18,00 USD = 122,24 DKK) ud fra devisen, at det man har fået for meget, er billigt at smide væk. (ShuBiDua, Humbug, ShuBiDua5 fra 1977).
Vi havde hørt om en brilleforretning “J!NS”, der kunne tage synsprøve og lave glas/briller samme dag, så det besluttede vi os for at teste – kombineret med at tage toget ud i omegnen af Osaka, nærmere bestemt Ikeda, hvor det berømte Cup-Noodle-museum ligger, som vi så kunne opleve ved samme lejlighed.
Blå linje ind til Osaka Central Station og derfra videre ud til Ikeda. “J!NS” lå i et mindre center i forbindelse med stationen. Jan bestilte tid til synsprøve, (40-45 min. ventetid) og valgte briller i ventetiden, J!NS har nogle meget spændende designs, og så blev det tid til elektronisk synsprøve/øjenudmåling. Det foregik på engelsk af varierende kvalitet, men der bruges mange fagter, så det hele gik op i en højere enhed.
Prisen for stellet er inkl. alm. brilleglas med anti-refleks og antiridse behandling. Derudover kunne man vælge forskellige tilvalg som farvetonede glas, antifog -behandling, og for dem, der bruger meget tid foran en pc-skærm, kunne man vælge glas, der skærmede det blå uv lys fra elektroniske skærme. Hvert af tilvalgene kostede mellem 5-7.000 Yen.
Mest interessant for en brillebruger var en antifog-coating hvor glasset bliver belagt med en coating, der gør, at de ikke kan dugge, når man kommer ude fra kulden og ind, hvilket dog ville forlænge leveringstiden til en uge. Nu stod vi jo og skulle videre, så Jan valgte standard-versionen, og da de havde både stel og glas på lager, kunne vi hente brillerne i løbet af en times tid.
oplus_1048576oplus_1048576oplus_1048576
I ventetiden vandrede vi over til Cup-Noodle-Museet. Det viste sig at være “en ting”, for især børn og børneforældre, hvor man kan dekorere sin egen nudelkop, vælge nudler og krydderier/ingredienser, og derefter få koppen med sig hjem i en forseglet, oppustet pose, så den var beskyttet for transport. Køen var kæmpelang, men børnene var edderspændte (det må have krævet STOOOR tålmodighed fra forældrenes side). Vi nøjedes med at se lidt om udviklingen af produktionen fra den spæde start til i dag (hvilket var gratis).
oplus_1048608oplus_1048576
Udenfor stod en statue af grundlæggeren/opfinderen af cup-noodles.
oplus_1048608
Derefter gik turen tilbage til centret for at hente briller. Jan havde valgt nogle med magnetiske click-on-solbriller (de er godt nok smarte) og det mest fantastiske (ud over leveringstiden) er, at de kostede 19.990 Yen = 913,04 DKK (Louis Nielsen har noget udviklingspotentiale der). Der er så i øvrigt 6 mdr. garanti på (men kun i Japan).
J!NS ligger i forskellige byer, så hvis tid og lejlighed byder sig, kan det være, jeg også skal tjekke det ud.
Derefter tog vi os en kaffe i den lokale Starbucks (med en kage til), inden vi tog toget tilbage mod hotellet.
oplus_1048608
Om aftenen (før aftensmaden) gik vi til Shinsaibashi-Suji Shopping Street, og der var om muligt endnu flere mennesker end de andre gange, vi havde været der, så vi valgte i stedet at gå ned i en af de små sidegader og få noget at spise. Vi endte (igen) på Roots Hostel, og da vi kom tilbage til hotellet havde vi igen tilbagelagt 11km. Tid til at pakke – søndag går turen til Kyoto.
Onsdag (02.10.2024) Efter en taxitur på ca. 45 min. (og lige så mange km.) landede vi ved hotellet. Taxi-kørsel er billigere end hjemme, så for dem, der ikke er til offentlig transport og bus-/togskift: Turen løb op i ca. 18.000 Yen (ca. 830kr.) efter taxameter.
På hotellet var de 6 ansatte i receptionen ekstremt servicemindede og gjorde et stort nummer ud af at fortælle om tider for morgenmad, kode til værelsesdør, åbnings-/lukketider, hvordan man kom gennem hoveddøren efter midnat, og spa-afdelingens åbningstid (som er fra kl. 15:00-09:00).
Efter vi var blevet installeret på værelset og have skyllet flystøvet af, begav vi os ud i aftenen (det bliver mørkt ved 17:30 tiden), og ned ad de små sidegader, hvor vi fandt en restaurant på et Hostel.
Udvalget var ikke stort, til gengæld smagte det fantastisk og var billigt (2.670Yen = 121,95 DKKincl. drikkevarer). Dybstegt kylling med nudler og nogle små æbleskivelignende dybstegte boller med rød ingefær. Det viste sig at være fiskeboller med blæksprutte stykker i. (Søren var ikke fan).
Når maden bevæger sig er det ikke altid levende… Det er tørret fisk, skåret papirtyndt så det bevæger sig i dampene fra den varme mad.
Torsdag (03.10.2024) vågnede vi først så sent, at morgenmaden på hotellet var overstået, (Mørklægningsgardinet virkede fantastisk), så vi måtte ud i byen og finde morgenmad. Efter at have sat os lidt ind i metro systemet (det er delt ind i rød, blå, grøn og gul linje), tog vi den røde linje to stationer væk, (En enkeltbillet står i 190Yen = 8.80 kr.) hvor vi fandt en café. På mange af metrostationerne er en stor mængde indkøbsmuligheder af ting, man ikke lige vidste, man stod og manglede – som fx. alt fra sko til hatte, grøntsager og brød og meget meget mere.
oplus_1048576oplus_1048608oplus_1048608
Efter at have stillet sulten begav vi os ud i nogle af mange butikker i Shinsaibashi-Suji Shopping Street. Det er et område med alle mulige og umulige butikker, der sælger alt fra forskellige plastic souvenirs til mærkevarer, hvor de fleste accepterer kreditkort og enkelte kun kontanter.
Til aften fandt vi en spøjs restaurant (vist en form for sportsbar, med fadølhaner ved bordene), hvor vi fik sticks med forskellige grøntsager svøbt i bacon (kokkens valg). Tjeneren var vældig begejstret for at kunne demonstrere og træne sit engelsk og da vi fortalte vi kom fra Danmark sagde han “Eriksen” (Fodboldspilleren), og da ingen af os går særlig meget op i fodbold, svarede Jan “Schmeichel”, og fyren så lidt desorienteret ud. Han var tilsyneladende ikke gammel nok til at kende / have set Schmeichel spille. Da vi kom tilbage til hotellet havde vi vandret 8,3 km og så var det op og på hovedet i seng.
Hotellet havde gratis alkohol og det skulle jo også prøves af.
Fredag (04.10.2024) lykkedes det os at komme op så tilpas tidligt, at vi nåede morgenmaden på hotellet. Det er noget ganske andet end “Continental Breakfast”. Ris, Nudler, forskellige retter med dybstegt og indbagt kød, fisk og grøntsager samt sovser og salat er der mest af. Lidt hvidt toastbrød til at riste, og nogle morgenmadsprodukter med mælk til, samt the, kaffe og yoghurt. (Personligt er jeg ikke god til varme retter til morgenmad, men mætte det blev vi da). Vi havde besluttet os for at ville ud og se Osaka Bymuseum og Osaka Castle og med lidt indlagte stop undervejs, kunne det bedst svare sig med et dagskort til metroen, hvor man kan køre lige så tosset man vil for 820Yen = 37,45 DKK.
På vej mod bymuseet gjorde vi stop ved Tennoji Station for at se Abeno Harukas, der er Japans højeste bygning med 60 etager (300m høj) og udsigtsplatform.
Det koster 2.000 yen (91,00 kr.) at komme til tops. (Det gav godt nok propper i ørerne at køre med elevatoren, men sikken en udsigt deroppe fra).
Derefter begav vi os til Osaka Bymuseum (som ligger skråt overfor Osaka Castle) hvorfor vi købte billet til begge dele samtidig. Bymuseet har en fin opbygning og gennemgang af historien, men er nok helt ærligt mest for japanere.
Laaaangt de fleste skilte er (ikke forbavsende) på japansk, og nogle af dem er med engelsk oversættelse (dog med lille skrift og tæt ved gulvet).
Efter bymuseet gik vi over til Osaka Castle, der ligger omkranset af et voldanlæg og høje mure.
Hvis man IKKE har købt billet på forhånd, er man henvist til at stå i kø for at købe billet, (Da vi kom dertil, var køen på 30-45 min.), men da vi HAVDE købt billet, kunne vi gå udenom køen og direkte ind.
Vi danskere er jo forvænt med slotte som Kronborg, Rosenborg og Frederiksborg, hvor vi kan opleve riddersale og sovegemakker m.v., så vi havde forventet at se noget tilsvarende med sale hvor Samuraierne havde bevogtet kejseren o.lign. Slottet er smukt udefra, men indvendigt var det lidt en gentagelse af udstillingen på Bymuseet, fordelt over 8 etager, (Elevatoren var under reparation), men en fin udsigt fra toppen af slottet. Slottet er genopført i 1931 og renoveret 1997, hvilket det bar præg af. Man fornemmede godt nok historiens vingesus, men når man er forvænt med GAMLE slotte, er Osaka Castle ikke helt så imponerende.
Vel hjemme på hotellet skulle spa-afdelingen tjekkes ud. Det viste sig at være et vandbassin på 2×5 meter, med mineralholdigt varmt vand (41,9 gr.) og omkring en halv meter dybt, så det blev ikke til nogen svømmetur.
oplus_1048576oplus_1048576oplus_1048576
Om aftenen tog vi toget tilbage til Shinsaibashi-Suji Shopping Street, hvor vi dagen forinden havde set en restaurant med Running Sushi. Ikke “All-you-can-eat”-slagsen, men den originale, japanske, hvor du betaler pr. tallerken. Det smagte fantastisk og var super friskt – men all-you-can-eat-varianten hjemme, har bredere udvalg.
oplus_1048576
Efter maden fandt vi en lille hyggelig cafe, hvor vi fik en kaffe og lidt kage.
oplus_1048576
Vel tilbage på hotellet havde vi tilbagelagt 19.090 skridt (11,1 km.)
Mandag den 30.09.2024 (den første officielle feriedag) kørte vi pelsbørnene til dyrepensionen, og tirsdag 01.10.2024 drog vi afsted mod lufthavnen i god tid. Flyet skulle lette mod Helsinki kl. 12:25 men var forsinket, så vi fik lidt ekstra tid i loungen. Vi lettede først kl. 13:00 – men heldigvis skulle vi først videre mod Osaka kl. 17:30 – så ingen stress!.
I Helsinki var der “omstigning” til en Airbus A350-900. Jan havde sørget for pladser med ekstra benlængde, bredere sæder og lægstøtte. (Premium Economy Flex var, hvis man skal have afbestillingsforsikring og ekstra kuffert med, ikke dyrere end “Monkey-class” – så det kan klart anbefales at undersøge).
13 timer senere landede vi i Osaka, hvor turen gennem både Immigration og Toldkontrol gik glat. Vi opgav hurtigt at finde ud af hvilken bus/hvilket tog, der kunne bringe os fra Lufthavnen og hvor vi i givet fald skulle stige om, og valgte i stedet den forreste taxi (Toyota Prius) i køen til at køre os til hotellet. Set i bagklogskabens klare lys var det nok heldigt, for der er to hoteller i Osaka, der hedder det samme (Super Hotel Premier Osaka), og vi ville på egen hånd (uden taxi) givetvis være endt på det forkerte.
Første morgen i San Francisco gik turen ned til butikken for at købe morgenbrød, på vejen dertil nikker og hilser folk. Her i San Francisco er der virkelig en dejlig stemning og det tegner til at blive en fantastisk oplevelse. Vi besluttede os til at aflevere bilen en dag tidligere end beregnet, i håbet om at kunne spare penge til bl.a. parkering. Efter at have kørt en del rundt fandt vi endelig drop off stedet og var pludselig på Fishermans Warf. Havnen er en oplevelse, med en dejlig stemning. San Francisco ligger på højde med Lissabon og man bliver solbrændt uden at vide det. Butikstorvene på molen har et specielt udseende, træ og gøgl dominerer.
I det fjerne hørte vi Søløverne og hold op de kan larme. Vi fandt dem og sikke grimme men nuttede dyr. De solede sig, sloges og parrede sig, foran en ordenlig mængde turister. Vi fandt frokost på Lou’s og fik en helt fantastisk salat. Derefter gik vi langs vandet tilbage mod the Ferry Building og kørte hjem. Metrosystemet er ikke det letteste. Man skal have lige penge og det havde vi ikke, hvor veksler man så? Og hvor skal vi egentligt hen? Nå men hjem kom vi. I supermarkedet købte vi aftensmad og nød den hjemme i vores lille lejlighed.
Dagen efter besluttede vi os at køre ind og nappe en sporvogn som dem man ser i film. Man sidder og hænger ud med benene mens folk hopper på og af. Ældre damer som lige hænger fast med neglene mens vognen drøner op og ned af bakkerne, er noget af en oplevelse. Ved endestationen hoppede vi af og begav os ned mod vandet. Vi fulgte bugten og i det fjerne, bag skyerne, kunne man se pillerne af Golden Gate Bridge. Der er ret langt at gå, men vi nød turen. Vi havde overvejet at leje en cykel, men da vi hørte de trak 500 dollars pr. cykel i depositum (og først betalte depositummet tilbage efter 3 dage) droppede vi det. Vi sad længe og nød stranden og så sejlskibe, fugle, vindsurfere og enormt glade hunde løbe og lege.
Vores tur hjemad fulgte vi Lombard Street. Der, hvor den krydser Van Ness Avenue som al trafikken drejer ned af, fortsætter man opad, og mand det går opad. Det er en bakke som hedder Russian Hill. Den er så stejl at det næsten er umuligt at gå op af den. Vi gik tre blokke og på toppen mødte der os et syn som var det hele værd: Den berømte, snørklede del af Lombard Street. En ting er det sjove og smukke ved vejens udformning, men husene langs vejen er altså også værd at lægge mærke til. Det er flotte designer lejligheder, gamle træ bygninger og alle har de en helt fantastisk udsigt over downtown San Francisco. Efter denne lange gåtur og alle oplevelserne, tog vi en sporvogn hjem. Den kørte hele vejen, og da det var chaufførens sidste tur den dag, fik vi aldrig mulighed for at betale. Vi spiste en på indisk restaurant ved navn Curry Boys og nød ellers aftenen i lejligheden.
Næste dag pakkede vi, fik afleveret nøgler og kørt ud til vores nye hotel. Labour day i USA er noget ret stort og vores lejlighed, og ret meget af byen var fuldt booket. Vi havde fundet et lille hotel ved lufthavnen og hele dagen blev brugt på at ligge og læse, slappe af og gøre os mentalt klar på den lange hjemrejse, vi havde foran os. Vi var da ude og gå omkring hotellet, men det var et industrikvarter, kun med en McDonalds og en chokolade fabrik med et lille salgs lokale.
Vores hjemrejse startede med halvanden time forsinkelse i San Francisco lufthavn. Men da vi kom ombord på den moderniserede United maskine, glemte vi alt om det. Gratis drikkevarer og et kæmpe udvalg af film, direkte i nakkestøtten foran en, letter sagen en del. Dette var en af de bedre flyveoplevelser, ud ad de i alt 8 gange vi har fløjet rundt på denne ferie. Piloten indhentede det hele og vi fik set en masse film. Vi landede i New York og drønede direkte ud til hotellet i Queens. Ikke noget fantastisk kvarter, men et rigtigt fint hotel.
Næste morgen skyndte vi os ind til Times Square, besøgte Disney Store og Toys”R”Us butikken, med et helt pariser hjul i tre etager. Fik købt lidt gaver og souvenirs og fik oplevet storbyen en sidste gang.
Turen tilbage mod hotellet viste sig at være en del sværere end ud. De havde nedlagt metroruten, så vi kørte lidt frem og tilbage, til vi fandt hjem til hotellet. Hotelbussen kørte os ud til lufthavnen og hvor var det skønt og underligt at høre dansk blandt de andre passagerer. Norwegians fly var også forsinket, men når man kommer op i Dreamlineren glemmer man alt om det. Piloten fløj os hjem på 7 timer og hvor er det fantastisk at sidde i et fly, som allerede inden det letter, har udlignet trykket, så det ikke gør ondt i ørerne. Der er lys i loftet som tilpasser sig destinationens døgnrytme og frisk luft så man ikke oplever så meget jetlag som ved et almindeligt fly. Derudover er der et fantastisk underholdnings system i nakkestøtten, mulighed for at oplade og større vinduer med elektronisk lysdæmpning. Der var ikke internet ombord som de skrev, men det gjorde ikke noget når der var så mange film, lydbøger, tv-serier og musik at vælge imellem. Vi landede i Oslo og nåede lige at få en kaffe. Det er en virkelig flot lufthavn, som de er ved at udbygge til noget ganske stort. Efter en flyvetur på 50 minutter, hvor vi sov allerede inden flyet var lettet, var vi i København. Vi fik kufferterne og tog metroen og toget hjem.
Det var så enden på vores store USA tur og alt i ser og læser her, skal i gange med 1000. Vi har oplevelser til resten af livet, gode råd og fif, hvis i vil derover og gøre os kunsten efter. Desuden har vi ca. 3000 billeder som i kommer til at se ved hver mulig lejlighed. Vi glæder os ihvertfald til at fortælle om alt vi har oplevet. Tak fordi i fulgte med her på bloggen.
Det er blevet mandag d. 26. og tid til at forlade Los Angeles.
Vi har pakket bilen og fundet badetøjet frem.
Inden vi tager helt afsked med Los Angeles, vil vi ud og se den ikoniske mole “Santa Monica Pier” med forlystelsesparken “Pacific Park” og dyppe os i Stillehavet sammen med pelikanerne.
I forhold til både Atlanterhavet og diverse hotelpools er Stillehavet MEGET koldt, så efter en hurtig badetur sætter vi kursen nordpå ad Highway 1, der går langs kysten. (Det er på mange måder noget HELT andet, end turen langs Strandvejen).
Efter et stykke op ad kysten kører vi lidt ind i landet til en lille by, der hedder “City of Thousand Oaks”. De 1.000 ege så vi ikke meget til, men det er en hyggelig og pæn, lille by, der bl.a. huser en “Best Buy” (Lidt i stil med El-Giganten). Efter dér at have købt en Samsung Google Chrome-Book (Bærbar Computer), melder sulten sig, og på den anden side af gaden ligger der en “Hooters”, hvor vi snupper en sen frokost..
Derfra kører vi videre nordpå, og efter et stykke tid møder vi et skilt mod Solvang, som mange har anbefalet os at se, så vi finder en p-plads til bilen.
Der er virkelig hyggeligt i Solvang. Det minder vist mest af alt om Svendborg. Der er bagerier med dansk wienerbrød, danske retter på restauranternes menukort og bygninger i bindingsværk.
Efter en rundtur i bymidten ruller vi videre nordpå, men turen til San Fransisco vil ifølge GPS’en tage ca. 6 timer, og da det efterhånden er blevet henimod kl. 18:00, er der kun 2 timer til solen går ned, så vi sætter kurs mod et Holiday Inn-hotel, så vi ikke skal køre ad Highway 1 i mørke. Derudover har vi først hotel i San Fransisco fra d. 29.
(Belært af erfaringerne med at finde hotel i Los Angeles har vi booket hotel i San Fransisco, så vi ikke skal til at lede efter logi, når vi kommer frem, hvilket dog heller ikke var uden udfordringer. I USA fejrer man Labour Day i den kommende weekend, og så er der rift om værelserne).
Næste morgen kører vi videre – og her byder turen på smalle og snørklede bjergveje op langs kysten. Til den ene side er der stejle bjergsider ned mod vandet og til den anden er der stejle bjergsider med advarsel om risiko for stenskred og foran os kører en stor lastbil med materialer til vejarbejde. Lastbilen holder ind ved den første vigeplads og lader de bagved kørende komme forbi, og vi holder ind lidt længere fremme ved et udsigtsplateau, hvor man kan se søelefanter. Da vi stiller bilen fra os, myldrer en flok egern os i møde.
Efter en kort pause kører vi videre nordpå og efter et stykke vej viser et skilt mod “Hearst Castle”, som vi svinger ind forbi. Hearst Castle blev bygget for avismagnaten William Randolph Hearst i 1919. Efter hans død blev det i 1957 overdraget til den Californiske stat, og fungerer nu som nationalpark med guidede ture på slottet samt udstilling af kunst og antikviteter. De guidede ture er opdelt i hhv. “Suites”, “Bedrooms”, “Kitchens and Servant Quarters” og hver tur koster 25-30 USD pr. person, men vi har jo et hotel, der venter i San Fransisco, så vi må videre.
Efter en strækning med hårnålesving og mere vejarbejde kommer vi ud på Highway 101, der leder os direkte ind i San Fransiscos myldretid og frem til hotellet, som egentlig er et stort byhus med udlejning af separate værelser. Imidlertid var der ikke flere pladser på selve hotellet, så vi blev forvist til et separat hus, hvor vi fik en hel hotellejlighed med eget køkken og bad for os selv.
Morgenen den 24 begav vi os fra hotellet mod Los Angeles. Den super seje Ford Mustang Cabriolet ventede på os… Vi fandt hurtigt ud af Las Vegas. Det er overraskende så hurtigt det bliver ørken.
Et godt stykke ude så vi et skilt mod en Ghost Town og det måtte vi bare prøve. Vi fandt den ikke men til gengæld fandt vi en lille bitte trailerpark by, et sted turister ikke kommer.
Derefter kørte vi afsted ud over ørkenen og mand det er øde og varmt. Vi stoppede ved et Info center, og den korte tid i varmen brændte det virkeligt.
På vejen igen og øde strækninger over alt. Pludselig så vi et skilt til Calico. En gammel mineby som havde enorm charme. Man kunne klart mærke guldgraver stemningen stadigt. Flotte gamle huse, folk der var klædt ud og diverse souvenir butikker over alt. Men det var en stor oplevelse som man bør unde sig.
Det blev mere bakket, grovere og grovere natur og pludselig var vi i bjergene omkring Los Angeles. Trafikken tog til og vi holdt en del i kø. Vi havde ikke bestilt hotel så vi fik kørt en del rundt. Vi havde fundet et rabathæfte, men værelserne var enten optaget eller også var rabatten på værelser i hverdagen, for én person, mod gården eller andre undskyldninger. Da vi endeligt fandt noget, var vi godt trætte og hoppede direkte i seng.
Så kom dagen hvor vi endelig kom op at flyve. Vi har begge længe ønsket at flyve helikopter, og her fik vi så muligheden for både at flyve en tur og at se Grand Canyon, Hover Dam og det smukke ørkenlandskab rundt om Las Vegas. Efter en kort introtur satte vi os til rette i maskinen. Take-off er en underlig følelse. Man hænger en meter over jorden og flyver så langs en vej ud mod en åben plads… Det hele er lidt som at lette med en flyver, bort set fra at man stiger en del hurtigere til vejr. Man skulle tro den var mere ustabil, men den holdt sig godt i luften. Det gav propper når han steg og sank men er det en fantastisk oplevelse.
At flyve så tæt over byens tage og se de små mennesker rende rundt. At suse ud mod horisonten og se ud over vidderne det er bare en stor oplevelse. Det første vi så var en af de mange søer, derimellem Lake Mead. Derefter fløj vi over øde byer, så små dyr flygte fra maskinen og nåede derefter Hover Dam. Det er godt nok et smukt syn, når man flyver tæt om den enorme menneskabte konstruktion. Lige inden vi nåede til Grand Canyon satte piloten titelmelodien til Indiana Jones på i høretelefonerne, og det syn som mødte os var intet mindre end storslët! Vi fløj ned mellem de høje bjergsider og følelsen af at være lille var der ingen diskussion om. Vi fulgte en flod i bunden og endte oppe over det hele og begyndte turen hjemad. Først skulle maskinen tankes op igen og så fløj vi hjem mod solnedgangen som spejlede sig i Lake Mead og mod tilbage Las Vegas.
Da vi nåede til byen fløj vi over The Strip og så hele gaden oplyst fra oven. Det er simpelthen så imponerende et syn og igen var vi mundlamme.
Billederne er i omvendt rækkefølge. De første er af The Strip og de sidste er hvor vi letter…
Vi fløj fra Dallas til Las Vegas med Spirit Airlines. Meningerne om selskabet er delte. Det ER et lavprisselskab, men man får, hvad man betaler for. Vi havde i forvejen betalt for en kuffert pr. person og valgt plads på flyet, så vi havde ingen problemer, men amerikanerne selv havde større forventninger og havde mere bagage, som de ikke havde anmeldt, og det kom de til at betale for.
Ca. tre timer senere havde vil fået udleveret vores bagage i Las Vegas (Hvor tidsforskellen til Danmark er 9 timer) og sprang, efter at have købt billet, på bussen til hotellet. Vi havde, efter råd fra en af Sørens nu forhenværende kolleger, valgt MGM Grand Hotel, og var spændte på, om der nu også var plads, når vi kom frem. (Alle – eller langt de fleste – signatur hoteller i Las Vegas er ejet af MGM – Metro Goldwyn Mayer).
MGM Grand, Las Vegas
Der var plads, og vi fik værelse i “Grand-fløjen” på 27. etage med udsigt over “The Strip” (Gaden, hvor det hele sker i Las Vegas).
Efter udlevering af nøglen skyndte vi os op på værelset og efter at have rullet gadinerne fra, mødte der os et fantastisk syn.
Udsigten var bjergtagende.
Straks derefter skyndte vi os ned og ud i den varme aften, for at indtalere stemningen (og de 39 gr.C.).
Der var trængsel overalt og lysskilte blinkede i takt og modtakt. På en og samme gang både imponerende og forstyrrende, så vi købte os noget at spise og drikke og vendte hjem til hotellet for at nyde synet fra 27. sal og orientere os om byens mange tilbud og muligheder.
Næste morgen startede vi, efter morgenmaden (som vi indtog på en cafe udenfor hotellet) med at stå i kø ved Conciergen. Fik bestilt tur til Grand Canyon mm. med helikopter. Derpå tog vi med monorail ud for at opleve byen og dens mange hoteller og indkøbscentre.
Om aftenen nød vi springvandet foran Hotel Bellagio. Et helt fantastisk og bevægende syn.
Bagefter tog vi tilbage til hotellet, hvor vi på Rainforrest Cafe spiste en superlækker middag omgivet af akvarier med klovnefisk og springvand.
Næste morgen prøvede vi buffeten på hotellet, og hold da helt op, hvor var den omfangsrig og velassorteret. Det var vist godt for figuren, at det var den eneste gang, vi købte morgenmad på hotellet.
Derefter tjekkede vi ud, og tog ud efter bilen, der skulle bringe os fra Las Vegas.
Kl. 17:10 (Las Vegas tid) bliver vi hentet og kørt ud til helikopteren. Tiden indtil da har vi brugt foran spillemaskinerne, og er på nuværende tidspunkt blevet erfaringer/oplevelser rigere og indskuddet fattigere.
Kromannordkvist Rejse blog 