Mandag (21.10.2024)
Sidste morgenmad på hotellet blev afsluttet, hvorefter vi tjekkede ud og fandt vej tilbage til SkyTower, hvor bussen mod lufthavnen holdt.

Da vi ankom til lufthavnen fulgte vi skiltene mod CarRental (og vejledningen modtaget pr. mail), kun for at finde ud af, at CarRental er flyttet ud af kontorerne (midlertidige barakker ved siden af p-pladserne med udlejningsbiler) og tilbage ind i ankomsthallen.

Efter papirarbejdet (og reservation af ekstra 400 NZD på kreditkortet – selvom billetten var forudbetalt), fik vi udleveret nøglen til bilen og besked på, at gå over til de førnævnte barakker, ved p-pladserne for udlejningsbilerne. (Frem og tilbage viste sig at være mere end dobbelt så langt).

Bilen (en Sort Ford Escape Hybrid – som svarer til en Ford Kuga i Danmark) havde kun kørt 2.400 km., så den var næsten ny.

Kufferterne ind og så afsted mod Hobbiton (filmset til filmatiseringen af “Ringenes Herre” og “Hobbitten”-trilogierne), hvor hobbitterne, herunder hovedpersonen Frodo, bor.
Settet blev oprindeligt bygget midlertidigt til “Ringenes Herre”, men blev senere genskabt i mere permanente materialer til “Hobbitten”-filmene og ligger på en fårefarm, ca. 160km fra Auckland.

Fra p-pladsen ved hovedbygningen blev man i bus kørt ud til Hobbit-hullerne, hvor vi så gik rundt ad stierne gennem hobbit-byen. Turen sluttede med et glas øl på “The Green Dragon Inn”, overfor vandmøllen, (inklusive i prisen på 120 NZD = 500 DKK) og derfra blev vi kørt i bus kørt tilbage til p-pladsen.

Måske man på ny skal forsøge sig med at se både Ringenes Herre og Hobbit-trilogien og/eller tv-serien “Magtringene” (The rings of power).

Fra Hobbiton gik turen videre til Taupo, (en køretur på ca. 120 km) hvor vi havde lejet et hus med udsigt over Taupo-Sø (Søen er angiveligt på størrelse med Singapore eller 616 km2 og 186 m dyb).
Da vi havde tømt bilen, gik jagten på aftensmad ind og i et nærliggende supermarked fandt vi en stegt, varm kylling, som vi kunne nyde i solnedgangens skær.

Næste morgen (Tirsdag 22.10.1024) var kursen lagt mod Wellington (ca. 375 km.) En tur, der i New Zealand tager ca. 5 timer. Vejene er temmelig snoede og meget op- og nedad bakker.
Inde omkring de større byer er vejene to- og tresporede med max. hastigheder på 100-110 km/t., mens de uden for byerne mest af alt minder om landevejene hjemme. Det til trods er hastighedsgrænsen på 100 km/t., hvilket kurver og stigninger/fald taget i betragtning synes at være i den høje ende.

Undervejs til Wellington stødte vi på flere vejarbejder (og vejenes beskaffenhed taget i betragtning, var det tiltrængt).

Det siges at der er 26 millioner får i New Zealand, og vi så en god del af dem. MEN vi vil vove at påstå at der er flere orange kegler i forbindelse med vejarbejde.

Fremme i Wellington fik vi placeret bilen i hotellets garage og udleveret nøgle til værelset, og derpå ud og opdage byen. Turen bragte os ned til havnefronten.
I vores forsøg på at finde aftensmad fandt vi frem til “The Tasting Room”, (et sted i engelsk pub-stil med tilsvarende stemning), hvor valget faldt på – naturligvis havde jeg nær sagt – “Beef Wellington”, der blev ledsaget af en “Badass Weissbier”, men der var også et bredt udvalg af forskellige andre øl og spiritus.

Næste morgen (Onsdag 23.10.2024) kørte vi efter morgenmaden mod Napier. (Ca. 320 km. og en køretid på ca. 4-5 timer).
På vejen til Napier kom vi gennem Dannevirke, hvor vi gjorde holdt.

Dannevirke blev grundlagt i 1872 af danske, norske og svenske immigranter, der bosatte sig i området som en del af et større skandinavisk koloniseringsprojekt, som en skovhuggerkoloni, da immigranterne hjalp med at rydde store skovområder til landbrug.

Efter kaffe og lidt at spise fortsatte vi mod Napier, hvor vi havde booket plads på “Anchorage Motor Lodge”, lige ned til havnen.

Efter tjek-ind tog vi på besigtigelse i Napier, der er kendt for sin unikke arkitektur, vinproduktion og smukke kystlinje.

Byen blev næsten totalt ødelagt af et jordskælv i 1931, hvorefter byen blev genopbygget i Art Deco-stil, som var populær på det tidspunkt, hvorfor det er en af verdens bedst bevarede Art Deco-byer med en særlig charme, farverige bygninger, geometriske former og retro-æstetik.

Napier er også centrum for vinproduktion i Hawke’s Bay, som er en af de vigtigste vinregioner i New Zealand. Området er især kendt for sine rødvine som Merlot og Cabernet Sauvignon samt friske hvidvine som Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Med sin kystnære beliggenhed byder Napier på skønne strande og en flot havnepromenade.

Der er ingen tvivl om, at den ene nat i Napier var alt for lidt.

Dagens aftensmåltid indtog vi på en sportspub ved havnen overfor hotellet, hvor de lokale havnebisser drak deres fyraftensøl til et spil pool.

Torsdag (24.10.2024) begav vi os tilbage mod Auckland, hvor bilen skulle returneres inden kl. 16:30.

Turen tager for de ca. 420 km. op mod 6 timer, selvom noget af vejen var på to-sporede Expressways.

Vi havde fået anbefalet at besøge et outletcenter i udkanten af Auckland, så vi lavede en lille afstikker, inden vi kørte mod lufthavns hotellet.
(Outletcenteret i Auckland kan man efter vores opfattelse sagtens springe over, faktisk er det i Ringsted bedre, men så sparede vi de dollars).

På hotellet smed vi bagagen på værelset, og kørte til lufthavnen for at returnere bilen, og netop da vi stod ud af bilen, kom vi i tanker om, at den skulle returneres med fyldt tank, hvis man ville undgå udlejningsselskabets gebyr – så afsted igen og fylde tanken op.

Vi nåede at aflevere bilen i tide, og uden skader. (Ezi Car Rentals lever fuldt ud op til deres mange anbefalinger, så endnu en herfra).

Derfra tog vi shuttle-bussen tilbage til hotellet, og dyppede os i poolen, inden vi gik i restauranten og bestilte aftensmad til den sidste aften i New Zealand.

Fredag (25.10.2024) går turen fra Auckland via Los Angeles tilbage til København, hvor vi lander lørdag omkring middagstid.

Det er skønt at se at hjulet til flyet ligger lige der, og måske, måske ikke skal skiftes. Og godt de får tanket ordentligt.

I USA skulle vi lige igennem den hurtigere og måske vigtigere immigrationskontrol.

Vi har nydt turen og ferien, men nu bliver det rart at komme hjem – og søndag skal vi hente pelsdyrene fra pensionen.

Tak fordi I har fulgt med.

Bedste hilsener
Jan & Søren

Torsdag (17.10.2024)
Efter morgenmaden tjekkede vi ud fra hotellet og tog med hotellets shuttlebus til lufthavnen.

Efter lidt forvirring hos lufthavnspersonalet over stavemåden på billetten i forhold til i passet (det danske Ø) og i indrejse-tilladelsen til New Zealand (NZeTA) lykkedes det at få udskrevet boardingpass og komme gennem Security.

Flyet lettede fra Tokyo Narita Airport kl. 19:45 og ankom i Auckland fredag (18.10.2024) kl. 09:52 (ca. 20 min. tidligere end planlagt). Efter at have fået udleveret bagagen skulle vi igennem Immigration, Paskontrol og Toldkontrol. (Arbejdsløsheds-%’en i New Zealand er på 4,6% og med de mange personer, der er beskæftiget med at vise vej fra den ene funktion til den næste – og dem, der er beskæftiget ved de enkelte funktioner, giver det mening).

Udenfor ankomsthallen fandt vi frem til bussen, “Skybus”, der kører fra lufthavnen til Auckland Centrum. Det tog ca. 40 min., og kostede ca. 20 NZD ‎ = 83,38 DKK pr. person. (Der var også en alternativ SuperShuttle – Toyota HiAce med kuffert-anhænger, til samme pris – men da Bussen kom først, blev det den, vi tog).

Bussen holder ved siden af Sky Tower (Udsigtstårnet i byen), og derfra gik vi de sidste 4-500 meter til hotellet.
Efter en kort ventetid på hotellet, fik vi udleveret nøglen til værelset på 12. sal. og da vi havde fået pakket ud, susede vi ned i byen og op i Sky Tower.

Det var nogenlunde skyfrit – og da de havde lovet skyet vejr dagen efter, syntes vi, det var bedst at tage op i tårnet med det samme.
Vi KUNNE have sparet et par dollars ved at have købt billetterne online (fandt vi ud af bagefter). Derfor kostede det 42 NZD ‎ = 175,10 DKK at komme op i tårnet.
Det var muligt at købe tillæg til billetten, bestående af “outside-walk” på tårnet eller “Sky-Jump” (Vi undlod begge dele).

Da vi stod og nød udsigten kom der en person flyvende ned forbi vinduet, som tydeligvis havde købt tillæg til billetten og derfor kunne tage turen ned på ydersiden af tårnet (192 meter / 53 etager på 11 sekunder).

Derfra tog vi elevatoren yderligere 7 etager op til 60. etage (Sky Deck), hvor udsigten var ligeså fantastisk.

Derefter var det blevet tid til aftensmad, så jagten gik ind. Butikker og restauranter lukkede kl. 17:00 – i alle fald i den del af centrum, vi gik rundt i, så menuen kom til at stå på pizza – og det var nu også ganske rart efter 14 dage med sushi og andre asiatiske retter. (Anbefalingen herfra er derfor, at gå ned til havnen i stedet, for der ligger restauranterne, der har åbent længere).

Næste morgen (lørdag 19.10.2024) gik vi efter morgenmaden ned til togstationen Britomart og tog toget til New Market Station.

(Det virker til, at meteorologerne i New Zealand bruger samme forudsigelses udstyr som de danske meteorologer, for selvom de havde lovet skyer og byger, blev det det skønneste vejr).

Derfra gik vi til Westfield Shoppingcenter, hvor vi endte på deres tagterrasse.

Derfra gik vi tilbage mod hotellet

Vi fortsatte ad Broadway, hvor vi i vores jagt på en julekugle fra New Zealand stødte på en Pop-Up-Julebutik (De havde ingen julekugle), og derfra videre ad Parnell Road gennem forstaden Parnell, indtil vi ved den gamle havnefront gik op gennem Albert Park.

På pladsen foran Ellen Melville Centre (Ellen Melville var en prominent advokat, politiker og kvindesagsforkæmper i New Zealand) gav en flok unge fra et asiatisk land, koncert.

Vel hjemme på hotellet gjorde vi brug af hotellets eat-in-menu, da vi efter 9,1 km. vandretur op og ned ad bakkede gader ikke orkede at skulle ud at lede efter aftensmad.

Søndag (20.10.2024) valgte vi at gå ned til havnen for derfra at tage en af bådene ud til Devonport.
Sejlturen tager ca. 20 min. og stemningen her var langt hyggeligere.
Vi tilbragte et par timer med at gå rundt og se byen og snuppede en croissant på havnemolen, inden vi tog båden tilbage til Centrum. Derfra gik vi en tur over i Lystbådehavnen, der er den største lystbådehavn på den sydlige halvkugle.

Efter en tur rundt på havnen gik vi tilbage og hvilede fødderne på hotellet, inden jagten på aftensmaden gik ind.

Efter lidt fodfejl første aften med at finde en restaurant, landede vi denne aften på Restaurant Lord Nelson, der er en af de ældste restauranter (etableret i 1978), hvor valget faldt på en god bøf.
På vejen hjem til hotellet kom vi forbi en plads, hvor Diwali Festivalen var på sit højeste.

Aftenens sidste timer blev brugt på at pakke og gøre klar til tjek ud næste morgen, hvor vi skulle ud og hente udlejningsbilen i lufthavnen.

Onsdag (16.10.2024)

Da vi ikke var sikre på trafikken i Tokyo, havde vi hjemmefra booket den sidste overnatning i Japan på Hotel Mystays Narita, ca. 10-15. min fra lufthavnen, af frygt for at komme til at sidde i et tog eller en taxa, der ikke kører.
(Togene i Japan kører til tiden – DSB/BaneDanmark kunne virkelig lære noget – så vores frygt viste sig at være ubegrundet).

Pakket og klar efter sidste morgenmad på Hotel APA Ryogoku, begav os mod lufthavnshotellet Mystays Narita.

Turen dertil (65 km.) kan gøres med tog (med 3-4 skift), eller med taxa (til fastpris på 19,000 Yen = 871,00 DKK). Vi fandt frem til, at det letteste/billigste/hurtigste ville være at tage en taxa fra hotellet til Nippori Station (2.900Yen = 133,00 DKK), og derfra videre med tog til lufthavnen (1.280Yen‎ = 58,79 DKK) Tidsmæssigt ville det være ca. det samme, om vi tog taxa hele vejen eller kombinationen taxa/tog).

I lufthavnen tog vi hotellets shuttle-bus frem til hotellet.

På hotellet blev vi installeret på værelset og gik derpå ud for at finde noget eftermiddagskaffe. Vort mål blev det nærliggende Hilton hotel. På vejen stødte vi på et par flotte edderkopper, de er noget større end hjemme, og vi lover ikke at tage nogen med hjem.

Efter kaffen gik vi tilbage til “vores” hotel, hvor vi havde svømmepølen helt for os selv, og efter et par baner i pølen og lidt læsning ved pool-siden, gik vi op for at finde noget at spise.

På hotellerne i Japan er opstillet Micro-ovne i fællesarealerne, så man kan få varmet en af de mange færdigretter, der kan købes enten i supermarkederne rundt omkring eller på hotellet.

Efter aftensmaden skal vi have styr på bagagen, så vi er klar til at flyve til Auckland torsdag.

Mandag (13.10.2024)/Tirsdag (14.10.2024)

Da 2. mandag i oktober måned er en form for helligdag i Japan (på højde med folkeskolernes idrætsdag), for at mindes afholdelsen af OL i Japan i oktober, har alle offentlige institutioner og kontorer lukket. Kun butikker har åbent.

Vi besluttede os derfor for at tage over og se udsigten fra Tokyo Skytree. Det ville være en rask lille gå tur på ca. 3 km.

På vejen dertil passerede vi en tankstation (i dette tilfælde en servicestation af den gamle slags, hvor tankpasseren fyldte brændstof på bilerne, pudsede ruderne osv.).
Standerne og tankpistolerne var placeret i loftet, så river man i det mindste ikke standeren op, når man glemmer at sætte pistolen på plads efter tankning.

Tokyo Skytree har adgang via et indkøbscenter, så vi tog lige et par etager med vinduesshopping. (Butikkerne åbnede først kl. 11:00)

Tokyo Skytree er opført i 2012 er verdens højeste tårn (bruges til udsendelse af radio/tv), men som bygning er Burj Kalifa i Dubai højere.

Det koster 2.100 Yen ‎ = 96,45 DKK at komme op i tårnet.
Da vi kom frem, var køen til billetlugen ca. 30-45 min., så vi sprang turen op i tårnet over.
Til gengæld var der Oktoberfest på terrassen foran tårnet med tysk schlagermusik, øl og wienerschnitzler.
(Og for at gøre det rigtig autentisk var ølpriserne ca. de samme til Oktoberfest i Japan, som de er til Oktoberfest i München). Der var både masser af lokale og turister, der tog del i festen.

Vejen tilbage til hotellet førte os gennem små parker og stier.

Dagen efter (tirsdag) gik vi ud til Senso-Ji templet (også en tur på ca. 3 km.) hvor vi undervejs gjorde stop på en Starbucks-Cafe.

Vi startede i Akihabara, også kendt som “Electric Town,” som er et berømt kvarter i Tokyo, Japan, som primært er kendt for sin enorme koncentration af elektronikbutikker, anime- og manga-relaterede forretninger og et bredt udvalg af kultur relateret til japansk popkultur. Det er et mekka for teknologi-entusiaster, otaku (dedikerede fans af anime, manga og videospil) og dem, der er interesseret i den nyeste elektronik.

Ude ved porten til Senso-Ji templet var der en ladvogn med politikere, der førte valgpropaganda.

Efter at være kommet gennem porten var der igen en masse boder med souvenirs og andet godt, inden man kom til boderne foran templet, hvor man kunne købe offergaver, der ville give en rigdom, godt helbred, og sikkerhed i trafikken.
(Om man ville være mere sikker i trafikken, hvis man købte en offergave til 2.000 Yen fremfor 1.000 Yen, meldtes ikke noget om).

På vejen tilbage til hotellet gik vi langs Sumida River. I buskene langs vejen var (hvad vi troede var små fugle/kolibrier), nogle insekter, der så vidt vides hedder “Hummingbird Hawk-Moth”, og er en form for møl.

Efter en pause på hotellet, mødtes vi med en veninde hjemme fra Danmark og hendes vietnamesiske veninde, og derefter gik vi ud for at spise running sushi.
Onsdag forlægger vi residensen til et hotel ude ved lufthavnen (Tokyo Narita), hvorfra vi torsdag skal flyve til New Zealand.

Søndag (13.10.2024)

Søndag i Japan er bestemt ikke en helligdag. Byen er ligeså pulserende og fuld af liv, som de andre dage, erfarede vi, da vi tog toget to stationer ind til Tokyo Station. Der er travlhed og en masse larm på stationerne.

Stationen er bygget i neoklassicistisk stil fra og er fra 1914. Tokyo Station strækker sig over et stort område. En del af selve stationsbygningen er opført i gammel stil med kupler og tårne.

Vi begav os op i et af de højeste bygninger, for at få os et godt overblik over området.

Med udgangspunkt fra stationen begav vi os mod Kejserpaladset (Kejseren holdt så tilsyneladende lang weekend, for der var lukket for besøgende frem til tirsdag).

Til gengæld var der mulighed for at nyde solen og de ca. 26 gr. i nogle af de mange parker rundt omkring i byen.

På vor vej tilbage mod stationen løb vi ind i Tokyo Film Festival 2024 ud for Toho Studierne, der i 1954 stod bag optagelserne til Godzilla og af hvem der også står en statue foran filmstudierne.

Da vi sidst på eftermiddagen kom tilbage til hotellet havde vi gået 17.300 skridt og ca. 9 km

Lørdag (12.10.2024).

Morgenmaden serveres her på hotellet på 4. sal. (3. sal findes ikke – Japansk overtro om at tallet 3 bringer ulykke).

Efter dagens morgenmad tog vi toget ind til Shibuya, (hvor man finder det “kendte” lyskryds, med fodgængerfelt på kryds og tværs af krydset – og statuen af den berømte hund “Hachikō”, der er kendt som en af de mest loyale hunde i Japan af rasen Akita.

Hochikō tilhørte professor Hidesanurō Ueno. Når professoren vendte hjem fra arbejde ventede hunden hver dag på sin ejer på Shibuya station.

I 1925 døde professoren uventet, men hunden fortsatte med at vente på ham i næsten 10 år, indtil den selv døde i 1935, og blev et symbol på loyalitet og hengivenhed.
Historien har inspireret til film, bøger m.v., verden over.

Turen videre gennem byen efterlod mange indtryk. Den ene lysreklame overskygger den anden, og lydene er et konstant bippen og dytten.
Til gengæld er der ingen i trafikken, der bruger horn – og myg/fluer og andet kryb har vi stort set ikke mødt.

Til trods for de mange lyskryds er der mange steder personer, der med lys-stave dirigerer trafikken.

Vi bor i Sumobrydernes bydel Ryoguko, og der er et enormt stadion lige ved siden af hotellet. På stationen kan man se en gengivelse af deres bryde ring.

Efter en eftermiddagskaffe og et tiltrængt hvil på en Starbucks-Cafe, gik turen tilbage til hotellet, hvor vi havde planlagt at skulle dyppe os i roof-top-poolen, men det viste sig, at den kun er åben juli – september, så vi måtte nøjes med at nyde udsigten.

Fredag (11.10.2025)
Efter morgenmaden var det tid til at tjekke ud.
Med toget til Kyoto Station og der købe billetter til Shinkansen. Vi valgte at ofre ca. 200 kr. ekstra mod til gengæld at få plads på Businessclass (Green car), hvor der er bedre plads til benene og bredere sæder (2+2 sæder i stedet for 2+3 sæder i bredden).

Fra Kyoto til Tokyo (en strækning på ca. 450 km.) er der 4 stop og turen gøres på ca. 2 timer og 20 min., så mellem stationerne er man godt oppe i fart; 275-285 km/t. Man føler ikke farten, og når man kigger ud af vinduerne, ser det heller ikke sådan ud.

Der var frit wifi ombord – men hastigheden på forbindelsen svarede slet ikke til togets fart.

Turen til Tokyo bragte os forbi både solcelleparker (der i Japan ikke kun er placeret på jorden) og forbi Mount Fuji.

Mount Fuji var ikke klædt i sne, så for illusionens skyld er her et billede fra det store internet af Mount Fuji med sne.

De sidste to billeder af bjerget er lånt fra nettet.

Bygningerne omkring stationen rager godt op i landskabet. Tokyo Midtown Yaesu, der ligger overfor stationen er 240 meter høj og rummer 45 etager bestående af kontorer, hotel og butikker.

Vel ankommet til Tokyo fandt vi udgangen til taxi-holdepladsen. (Også her opgav vi at danne os et overblik over toglinjer for at komme til hotellet).

Taxi-køen var lang, men vi rykkede hurtigt frem. Taxierne blev tildelt og køen blev styret med hård hånd af en kvide iført lysstav og jakke med aircondition.

Inde i taxien kørte reklame-TV om kap med reklameskilte og -skærme udendørs, og et kvarters tid senere var vi fremme ved hotellet (1.800 yen ‎ = 82,35 DKK)

Check-in gik kvikt og nøglekortet gav adgang til værelset på 25. sal.
(Alle hotelværelserne har i øvrigt været bygget over samme model og er på ca. 11 kvm. Badeværelset er en helstøbt plastic-enhed med badekar og generelt mangler der skabe).

Efter at have slæbt bagagen op på 25., var det tid til at komme ud og nyde dagens sidste solstråler og se lidt på byen, og finde noget at spise.

I andre byer/andre lande har vi set katte- og ugle-caféer, men i Tokyo stødt vi på vores vej rundt i byen på en “Puddel-café”.
Vovsen i vinduet så i alle fald ud til at savne besøg.

Efter aftensmaden satte vi kursen mod hotellet og stødte på vores vej gennem byen på et hold go-carts.
De blev tidligere kaldt Mario Karts, men Nintendo gjorde krav på ophavsrettighederne, hvorefter de nu kaldes MariCars.

Tokyo er i øvrigt en af verdens største byer, både areal- og befolkningsmæssigt: 2.194 kvadratkilometer og 37 mio. mennesker.

Torsdag, (10.10.2024)

Ikke langt fra hotellet (ca. 5-6 stationer væk) lå en stor bambusplantage, som vi havde valgt som dagens første mål.

Fra stationen og op til plantagen gik turen gennem mere villakvarter-agtigt område. En del af beboerne havde boder langs vejen, hvor de solgte alt muligt og ingenting.

Heller ikke her var vi ene om at have fået den brilliante idé.
På vejen op ad stien var der flere små templer, og ved toppen af stien stødte vi på en sø med åkander . Ud fra skiltene at dømme, var der tale om “Minami Helligdom”.

Stedet var meget besøgt, og de, der valgte IKKE at gå ad stierne, kunne bestille transport med taxi (der var mange biler og ringe mulighed for at vende), eller med rickshaws.

Vel nede igen søgte vi mod stationen for via Kyoto at tage op til “Torii Gates”.

Torii Portene er traditionelle japanske strukturer, der findes ved indgangen til Shinto-helligdomme og markerer grænsen mellem det verdslige og det hellige område. De symboliserer overgangen fra den almindelige verden til en hellig plads, hvor kami (guder eller ånder) menes at bo. Torii-porte er et centralt element i Shinto-religionen, Japans oprindelige tro.

En typisk torii-port består af to lodrette stolper og to tværbjælker øverst. Den øverste tværbjælke er ofte lige eller let buet, mens den anden bjælke er placeret lige under den øverste og forbinder de to stolper. De fleste torii-porte er lavet af træ og malet i en lys rød (vermilion) farve, som siges at beskytte mod onde ånder. Nogle torii er dog lavet af sten, metal eller beton.

Ifølge troen er man renset, når man er gået igennem en torii-port, og er trådt ind i et helligt område.

Der var mange, der havde iført sig de klassiske japanske kimonoer og var taget op til Torii-portene.

Derefter tog vi tilbage mod hotellet – det var blevet tid til at pakke og gøre klar til rejsen til Tokyo med “Shinkansen” i morgen.

Tirsdag (08.10.2024)
Efter morgenmaden blev turen sat mod Nara.
Først toget til Kyoto – og der omstigning til toget mod Nara.

Der er flere forskellige operatører af togdrift i Japan, og linjen mod Nara er et andet selskab, så billetterne dertil skal købes i en anden automat. (I alle fald hvis man vil køre med Eksprestoget fremfor “bumletoget”).

Det var vi ikke opmærksomme på, så vi måtte over og stå i kø for at få penge tilbage for de forkerte billetter, men så lærte vi dét!

Derpå over og købe billetter til ekspreslinjen og afsted mod Nara, der er endnu en forstad til Kyoto.

I Nara gik vi gennem en overdækket handelsgade og derefter op ad trappen til indgangen til en stor park (Nara Park), hvor der bl.a. ligger et Buddhistisk tempel.

Vi kom forbi et buddhistisk tempel som stod flot og tronede over området.

I Nara Park går omkring 1.200 (sika)hjorte løs. Hjortene betragtes som beskyttede dyr og er en stor turistattraktion, da de frit strejfer rundt i parken og interagerer med besøgende.

Hjortene har været beskyttet i flere århundreder. De blev tidligere betragtet som hellige budbringere for Kasuga-helligdommen.

Hjortene må fodres, men kun med de “kiks”, man kan købe i parken (af “autoriserede” forhandlere).

Da vi havde fodret hjortene (nogle af dem) gik vi videre ned mod handelsgaden, hvor vi selv trængte til at få fyldt depoterne op. Det gjorde vi på en Starbucks, hvor vi nød udsigten over søen / “bjergene” i baggrunden.

---

Onsdag (09.10.2024)

Da morgenmaden var blevet indtaget begav vi os til Tambaguchi station, hvorfra vi tog toget til Nijo Station. Derfra til fods mod Nijo Castle.

På vej mod slottet faldt vi over et Buddhist Tempel med tilhørende vandhave. (Shinsen-En Garden), fyldt med Koi-Karper.

Nijo Slot er opført i 1601-1603 på foranledning af Tokugawa Ieyasu, der var grundlægger og første Shogun af Tokugawa Shogunate.

Slottet blev i 1994 registreret på Unescos verdensarv liste og blev i 2011 gennemgående restaureret.

Fremme ved billetlugen kunne man vælge mellem kun at se slottet udefra eller mod en højere billetpris også at se det indvendigt.

Ved indgangen til slottets værelser var opført nogle kæmpe reoler med nummererede pladser til de besøgendes fodtøj, så det var bare om at huske nummeret, hvor man stillede sine sko.

Indenfor i salene var det ikke tilladt at fotografere, så der er desværre kun billeder fra guiden, til at dokumentere de flotte sale.

En af gangene i slottet kaldes Nattergale-gangen”. Navnet skyldes gulvkonstruktionen, der er lavet på en sådan måde, at det giver en fløjtende eller kvidrende lyd, når man går på det.

Lyden opstår som følge af træplankernes unikke konstruktion, der gør, at de knirker på en bestemt måde, når de belastes. Formålet var at fungere som en form for alarmsystem, der skulle afsløre indtrængende personer eller snigmordere, så slottets beboere kunne blive advaret om potentielle farer.

Udenfor er slottet omkranset af en borgmur og voldgrav og flotte haveanlæg.

Efter sådan en tur føler man sig lidt inspireret til at se TV-serien Shogun (både den nye og den “gamle” med Richard Chamberlain).

På vej hjem fra slottet tog vi ned gennem nogle af de små smøger hvor Geishaerne holder til, men tidspunktet på døgnet gjorde nok, at de ikke var ude.

På vejen tilbage til hotellet så vi en parkeringsplads under en bygning, hvor der var en drejeskive, som lettede ind-/udkørslen til/fra de snævre parkeringspladser.

Mandag (07.10.2024)
Efter en god nats søvn var det tid til at prøve morgenmadsrestauranten på hotel S-Peria.

Udvalget var lidt anderledes. Lidt mere af noget og lidt mindre af noget andet.
Vi savner ost (og godt brød), så vi må ind forbi et af de nærliggende supermarkeder efter ost.
(Det er egentlig underligt, at hotellerne ikke har godt brød, for det kan købes i mange af de forskellige caféer/bagerier rundt omkring i byen).

På vej fra Kyoto til hotellet kørte vi forbi et Jernbanemuseum, som vi valgte som et af dagens mål, da der var varslet torden og regn.

Vejret var trykkende varmt og overskyet, så det så ud til, at meteorologerne (vejrapps’ene) nok skulle få ret.

Muséet lå en enkelt station fra hotellet, og da det ikke var begyndt at regne endnu, besluttede vi os for at gå dertil, ad de små lokale gader.

Fremme‎ ved museet løste vi billet (1.500 Yen ‎ = 68,84 DKK)
Museet er tilsyneladende også udflugtsmål for skoleklasser, så alle de små rollinger med forskellige kasketfarver var linet op udenfor og klar til at gå ind. 🥰

Museets er imponerende stort og med masser af natur information om jernbanen fra dens spæde start og op gennem tiden til Shinkansen (det japanske hurtigtog, der kører op til 320km/t og er fra 1964).
Børnene var især begejstrede for den afdeling, hvor de kunne få lov at køre med togene.

Udenfor kan man komme ud at køre med damplokomotiv og se en remise/værksted med mange forskellige gamle damplokomotiver og en drejeskive.

Vi brugte godt et par timer på museet (man kunne nok godt have brugt mere, hvis man havde villet).

Da det endnu ikke var begyndt at regne, valgte vi at gå tilbage til hotellet.
På vejen tilbage kom vi forbi en Uniqlo (tøjforretning), der trængte til et nærmere eftersyn.
I mange butikker kan man som turist (hvis man viser sit pas og køber for mere end 5.000 Yen‎ = 229,47 DKK) handle tax-free.
Det svarer til, at man sparer 10% (i alle fald på tøj).
Udstyret med bl.a. regnjakker til de varslede tordenbyger, begav vi os tilbage til hotellet og eftermiddagskaffe.

Om aftenen tog vi toget to stationer tilbage til Kyoto Station. Også den idé var der mange andre, der havde fået – Toget var proppet.

Elektronik er (nærmest selvsagt) meget billigere i Japan end hjemme, og elektronikforretningerne er KÆMPE store.
Vi besøgte Yodobashi Camera Multimedia, der består af 1 kælder og 6 etager over jorden – 35.000 kvm. i alt. ヨドバシ.com – Yodobashi Camera Multimedia Kyoto Store

(Som ansat må lydene og de blinkende skilte være en større udfordring end meget andet, men søde og hjælpsomme var de).

Vi fandt overfor stationen i underetagen under Nidec Kyoto Tower (et udsigtstårn) en food-hall, (en masse små restauranter med fælles borde-/bænkeområde), men besluttede os for at gå videre.

Vi endte på en Italiensk restaurant, der havde gen-tænkt de traditionelle italienske retter på japansk.

På vejen hjem derfra var vi glade for vores Uniqlo-indkøbte regn-/vindjakker, som viste sig at være alle pengene værd.

Tilbage på hotellet havde vi tilbagelagt 8,3km (11.300 skridt), så for lige at få varmet musklerne igennem, valgte vi at prøve hotellets “Shitsunai Onsen” (Termal bad, opvarmet af naturlige, varme kilder).
OBS: Der er en speciel Onsen-etikette/-ritual, der skal følges.